Featured

Årsmøde 2023

Image

Årsmøde 11.-12. maj 2023

I indbydes alle til Årsmøde 2023, som denne gang foregår på det smukke gamle Jørgensens Hotel beliggende midt i Horsens by. 

Udover at Horsens er en af de jyske østkystbyer, der gennem de seneste år har været i en kraftig udvikling, forbindes den efterhånden også med flere store events, koncerter og kulturarrangementer, der primært afvikles omkring stadion og det tidligere statsfængsel.

På det sidste årsmøde i Rebild Kommune, var der sat fokus på ”Bygningsmyndighedens politiske værksted”, og herunder kunsten at lede medarbejderne i en politisk styret organisation. Dette fokus er næppe blevet mindre aktuelt siden da, men uanset har vi i bestyrelsen tænkt nye tanker.

Den grønne omstilling giver anledning til rigtig mange overvejelser i kommunerne og såvel i forhold til vores strategier og planlægning, men også den politiske dagsorden og det naturlige pres der følger med. På den baggrund ved vi, at der er mange overvejelser i gang i kommunerne, og formentlig også tanker om revurderinger og omorganiseringer. Derfor tænker vi, at der naturligt vil være et tema omkring ”Ledelsen af den grønne omstilling”.

Vi håber, at vi med udgangspunkt i vores fælles arbejdsområde, kan hjælpe hinanden med at finde frem til nogle ideer og inspiration, til noget der kan tages med hjem.

Indledningsvis vil Niels Højberg i sit oplæg, sætte helikopterperspektiv på rammerne for den grønne omstilling, set i lyset af den samlede udfordring velfærdssamfundet står over for såvel demografisk og økonomisk. Ligeledes vil regeringsgrundlaget indgå i hans oplæg. 

Rasmus Lund Jensen vil komme ind på hvordan uddannelsesstederne forholder sig til den grønne omstilling, - hvad kalder det på i forhold til fremtidige kompetencer og hvordan vil det påvirke byggeriet fremover? 

Jesper Pagh vil med udgangspunkt i sine erfaringer bl.a. fra danske kommuner, se på hvordan vi kan samarbejde på tværs med den grønne omstilling og hvilke forventninger der er til fagchefens rolle? Kalder omstillingen på ændringer af vores opgaver eller strategier og lovgivning?

Eftermiddagens program vil Jesper Pagh facilitere for os, og bl.a. se på hvilke dilemmaer der kan opstå i mødet mellem bygningsmyndigheden og den grønne omstilling.

På årsmødets 2. dag, får vi anledning til at høre nærmere om flere aktuelle projekter. Vi skal bl.a høre om og besigtige et nyt domicil for DSV. Projektet bliver Nordeuropas største af sin art og med over 250.000 m2 byggeri.

Tilsvarende skal vi høre nærmere om sagsbehandlingen og besigtige et nyt håndværkerkollegie, som er ved at blive opført. Kollegiet skal rumme bolig for de håndværkere der uddanner sig i Horsens. Byggeriet er et unikt træbyggeri og med en høj grad af genbrugsmaterialer. 

Afslutningsvis skal vi besøge det tidligere statsfængsel, hvor vi får en omvisning og slutter af med en frokost.

Så kære alle - VEL MØDT TIL ÅRSMØDE 2023, hvor du får mulighed for at blive opdateret ledelsesmæssigt, og hvor vi også håber, at du får noget konkret med hjem. Herudover vil du naturligvis møde dine kolleger fra fjern og
nær, til et par rigtig spændende og inspirerende dage.

På bestyrelsens vegne

Hans Eghøj,
Formand for DABYFO

Søg på sitet