Årsmøde 2017

Image

Indbydelse til Årsmøde 2017

Kære kolleger
 
I indbydes alle til DABYFO’s ÅRSMØDE 2017, hvor vi sædvanen tro, vil sætte fokus på en ledelsesmæssig udfordring inden for vores område.
 
I år vil vi tage afsæt i kommunernes generelle problemer med at rekruttere byggesagsbehandlere
– og hvad vi eventuelt kan gøre for, at det bliver ”totalt in” at være byggesagsbehandler?
 
Byggesagsbehandlerens rolle og opgave er betydningsfuld. Det er typisk her, borgeren møder det kommunale system – måske for første og eneste gang. Vi er repræsentanter for kommunen og måske den eneste kontakt, den enkelte borger får face to face med systemet. Byggesagsbehandlerens rolle er altafgørende for, at husene passer ind i helheder, bygges forsvarligt, og kan tåle at stå ude hele året.
 
Byplanlæggerne lægger rammerne for, hvor byudviklingen kan foregå, men det er byggesagsbehandleren, der står for at realisere planerne, ved at hjælpe folk med at opfylde deres drømme om at bygge det helt rigtige hus eller den ekstra carport, de så længe har ønsket sig – inden for de givne rammer. Det kræver en lang række af kompetencer hos byggesagsbehandleren, at kunne udfylde denne rolle.
 
Byggesagsbehandleren har gennem mange år, været klandret for at være paragrafryttere og dem, der altid siger nej. I realiteten er den moderne byggesagsbehandling en helt anden, men desværre evner vi tilsyneladende ikke altid, at komme ”ud over kanten” til vores brugere og borgere. Hvordan får vi rystet det gamle image af og får den moderne byggesagsbehandler frem i lyset?
 
Temaet er højaktuelt, da vi er mange, der oplever problemer med at rekruttere byggesagsbehandlere. Det er simpelthen ikke attraktivt nok, at blive byggesagsbehandler i en kommune. Hvordan får vi vendt skuden og får givet os selv et langt mere ”smart” brand, så man til middagsselskaberne med stolthed proklamerer, at man har en stor del af ansvaret for, at der bliver bygget både smukt og ansvarligt?
 
Så kære alle - vel mødt til ÅRSMØDE 2017 på Haraldskær – hvor vi som kolleger fra nær og fjern får tid og rum til at fordybe os lidt mere i ovennævnte problemstilling – og forhåbentlig får bragt alle gode ideer i spil.
 
Vi glæder os til nogle rigtig gode og indholdsrige dage.
 
På bestyrelsens vegne
 
Åse Nielsen
Formand DABYFO

Søg på sitet