
Indbydelse til Planlovsdage 2025
Forum for Danske Bygningsmyndigheder – DABYFO, Danske Planchefer og KTC indbyder hermed i samarbejde med Plan- og Landdistriktsstyrelsen ledere og medarbejdere fra de kommunale bygnings- og planmyndigheder til Planlovsdag 2025.
Planlovsdagen vil som sidste år fokusere på sammenhængen i vores myndighedsarbejde fra de overordnede strategier til den konkrete håndhævelse i byggesagsbehandlingen.
I år følger vi ”den grønne tråd” i vores arbejde, hvor vi ofte står et krydsfelt mellem forskellige interesser, som er svært forenelige. Mere konkret ser vi nærmere på, hvordan samfundets øgede fokus på – og dermed reguleringens skærpede krav til – hensyn til klima, forskellige arters habitat og biodiversitet er en ny faktor i arbejdet med planlægning og myndighedsbehandling. Der er således i disse år mere end nogensinde kamp om pladsen og afledt heraf risiko for tvister, hvilket stiller store krav til kvaliteten af vores arbejde.
Plan- og Landdistriktsstyrelsen starter dagen med at orientere om det seneste nye i forhold til planloven, politiske aftaler samt større opgaver og projekter.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø og Nævnenes Hus vil i deres virke som henholdsvis regeludsteder og klageinstans forsøge at gøre os klogere på reglerne i forvaltningen af habitatdirektivet og tilhørende vejledninger samt den nuværende nævnspraksis.
Efter frokost giver Plan22+ og Odense Kommune konkrete eksempler på, hvordan kommunerne kan bidrage til at tænke reduktion af drivhusgasser ind i den fysiske planlægning, og hvordan der generelt kan arbejdes med klima og kvalitet i byudviklingen. Oplæggene følges op af OIKO, som giver en indføring i planlovens nye muligheder for at stille krav til grønne arealer i kommuneplanrammerne og naturforhold i lokalplanerne.
Vi gentager succesen fra sidste år, og har igen inviteret Sune Carlsen fra Dansk Byplanlaboratorium, som i år zoomer ind på mulighederne for at fremme bynatur og biodiversitet i lokalplanerne og hvordan lokalplanerne kan håndhæves i praksis.
Dagen sluttes af med en paneldebat, som med afsæt i dagens oplæg tager udgangspunkt i spørgsmål fra salen.
Planlovsdagene afholdes i Aarhus den 24. februar
og i København den 3. marts 2025
Mødet i København den 3. marts live-streames for direkte deltagelse hjemmefra kommunerne.
Webinaret vil også være tilgængeligt som video i mindst tre måneder
Med udgangspunkt i ovennævnte emner og dagens program, vil vi byde dig velkommen til en spændende PLANLOVSDAG, hvor du kan høre om det nyeste inden for fagområdet.
Med venlig hilsen
Mette Hesthaven
Formand DABYFO
Lotte Højgaard
Forperson Danske Planchefer
Sara Paarup
Vicedirektør, Plan- og Landdistriktsstyrelsen